Denne lektion blev udarbejdet af et Local Solar System Foundation teammedlem og kan forbedres af en kvalificeret korrekturlæser. Er du kvalificeret inden for dette emne? Foreslå en redigering
Her er den mærkeligste regel for kredsløbsflyvning: For at indhente, du sænker hastigheden, og for at komme højere op, du sætter farten op, hvorefter du ender med at gå langsommere. Walter Hohmann, en tysk byingeniør, udarbejdede i 1925 den billigste måde at bevæge sig mellem to cirkulære baner. Næsten alle satellitter i geostationært kredsløb kom der ved hjælp af hans idé.
Fremskynde at klatre, og du ankommer langsommere end du forlod.
Se.
- Burn 1, forwards. Den ekstra hastighed får ikke satellitten til at gå hurtigere rundt om sin cirkel: den strækker cirklen ud i en ellipse. Det lave punkt forbliver, hvor brændingen skete; den fjerne side stiger til målhøjden.
- Kyst. En halv bane uden motor. Satellitten stiger op og, som en bold kastet op, bremser ned mens den går.
- Brænd 2, fremad igen. På toppen er det nu for langsomt at blive der og ville falde tilbage. Et andet skub gør kredsløbet cirkulært i den nye højde.
Fra 300 km til geostationært kredsløb er de to brændinger samlet omkring 3,9 km/s, og turen tager ca. 5 timer og 17 minutter.
Forstået.
Hastigheden på ethvert punkt i en bane kommer fra vis-viva: v = √(μ(2/r − 1/a)). En Hohmann-overførselsellipse berører begge cirkler, så dens halvstore akse er a_t = (r₁ + r₂)/2.
| Radius (km) | Hastighed (km/t) | |
|---|---|---|
| Rundkørsel ved 300 km | 6,678 | 7.73 |
| Overførsel, lavt punkt | 6,678 | 10.15 |
| Overførsel, højt punkt | 42,164 | 1.61 |
| Cirkulær, geostationær | 42,164 | 3.07 |
Burn 1 = 10,15 − 7,73 ≈ 2,43 km/s. Burn 2 = 3,07 − 1,61 ≈ 1,47 km/s. Kysten er halvdelen af overførselsellipsens periode: π√(a_t³/μ) ≈ 5,3 timer.
(Rigtige geostationære opsendelser skal også ændre banehældningen fra opsendelsesstedet til ækvator, hvilket koster mere; opsendelse nær ækvator sparer brændstof.)
Master
Δv₁ = √(μ/r₁)·(√(2r₂/(r₁+r₂)) − 1), Δv₂ = √(μ/r₂)·(1 − √(2r₁/(r₁+r₂)))
Hohmann-overførslen er den mindste toimpulsoverførsel mellem koplanære cirkulære baner, så længe r₂/r₁ < 11,94. Ud over dette forhold a bi- elliptisk overførsel (tre brændinger, går ud over målet først) koster mindre Δv, på bekostning af meget mere tid.
Brænding på det laveste punkt er også det mest effektive sted at tilføje energi: Overth-effekten Dette siger, at en given Δv ændrer kredsløbsenergien mest der hvor rumfartøjet bevæger sig hurtigst, fordi Δε ≈ v·Δv.
Prøv det selv
Brug vis-viva til at kontrollere hastigheden i toppen af overførslen: μ = 398.600 km³/s², r = 42.164 km, a = 24.421 km. Sammenlign den derefter med den cirkulære hastighed ved 42.164 km. Forskellen er den anden brænding.
Udfordringer er der, hvor læringen holder fast.
En hurtig quiz
3 hurtige spørgsmål. Vælg et svar for at se, om du har ret.
-
For at nå en højere cirkulær bane, er den første brænding:
- A Lige op
- B Fremad, fremskynde
- C Baglæns, sænker farten
- D Sideværts, ud af kredsløbsplanet
Vis svaret
B. Fremad, fremskynde
-
I løbet af kysten mellem de to brændinger, satellitten:
- A Accelererer op, når den stiger
- B Sænker farten, når den stiger
- C Holder den samme hastighed
- D Stop ved toppen
Vis svaret
B. Sænker farten, når den stiger Når man klatrer væk fra Jorden, bytter man kinetisk energi til potentiel energi, ligesom en bold kastes opad.
-
Hvorfor er den geostationære bane nyttig?
- A Det er tættest på Jorden
- B En satellit der tager en dag per kredsløb, så den bliver over det samme sted
- C Der er ingen tyngdekraft der
- D Det er den hurtigste kredsløb
Vis svaret
B. En satellit der tager en dag per kredsløb, så den bliver over det samme sted
Mållinjen
- Læs lektionen
- Har taget udfordringen op
- Har taget quizzen
Markér lektionen som fuldført for at gemme den i dine fremskridt på denne enhed.
Lektionen er afsluttet.
Næste op Opsendelsesvinduer: vejen til MarsOrd i denne lektion
Kilder
- W. Hohmann, Die Erreichbarkeit der Himmelskörper (1925), NASA technical translation F-44
- NASA JPL, Basics of Space Flight, Chapter 4: Trajectories
- JPL SSD, Astrodynamic parameters
- R. Bate, D. Mueller, J. White, Fundamentals of Astrodynamics (Dover, 1971), ch. 3
Denne lektion er licenseret under CC BY-SA 4.0.