Nogle sprog på dette websted kan være maskinoversat og kan indeholde fejl. Hjælp med at forbedre den Læs den engelske original
Byens lys og Månen over Jordens natside, set fra Den Internationale Rumstation.
Rødt initiativ

Visuel forurening

Vi beskytter det, vi hører og indånder, og det, vi ser hver dag, former vores humør, vores følelse af tryghed og vores stolthed over et sted i lige så høj grad.

NASA

Visuel forurening er den skade og rod, der nedbryder de steder, hvor vi bor: hærværk på vægge, tog og monumenter, tung infrastruktur gennem landskaber og gader og forsømmelse, som ingen reparerer. Det bliver sjældent til overskrifter, fordi det ikke forgifter nogen direkte. Men det koster offentligheden en masse penge, det ændrer folks følelse af sikkerhed, og de steder, som folk holder mest af, historiske bycentre, parker, kystlinjer og rolige dale, er næsten altid de steder, hvor det har været kontrolleret.

Hvad tæller, og hvad ikke

Ikke alt, hvad der fanger øjet er forurening. En by er skabt til at være livlig.

  • Skilte og reklametavler, der er placeret godt, er en del af bystrukturen. Butiksskilte, biograftelte, markedsskilte og de oplyste pladser i Tokyo eller Times Square er en del af det, der får en by til at føle sig levende, hjælper folk med at finde vej og støtter lokale virksomheder. Det vigtige er placering og størrelse: skilte, der respekterer arkitekturen, holder sig væk fra vinduer i beboelsesområder og naturlig udsigt, og som ikke er så lyse eller levende, at de distraherer bilister. Gode skilte regler, ikke forbud, er svaret de fleste steder.
  • Kommissionerede vægmalerier og gadekunst En lille ændring, der er lavet med ejerens tilladelse, kan forvandle en tom væg til et vartegn.
  • Graffiti hærværk, malet eller ridset uden tilladelse på andres ejendom, offentlig transport og kulturarv, er den mest udbredte og dyre form for visuel forurening i mange byer.
  • Energi- og telekommunikationsinfrastruktur: transmissionsmaster, luftledninger og sammenfiltrede gadekabler, der kan dominere landskaber og gader i generationer.
  • Forsømmelse: forladte bygninger, ødelagte gademøbler, skrald og fly-dumping.

Graffiti: et dyrt problem for alle

Graffiti hærværk afvises ofte som harmløs selvudfoldelse. De mennesker, der betaler for det og lever med det, ser det anderledes. Hvert eneste skilt på et tog, busholdeplads, skole eller forretning skal rengøres, males over eller udskiftes, og pengene kommer fra billetpriser, skatter, huslejer og priser: fra alle.

Hvad det koster

  • Germany’s railway, Deutsche Bahn, puts the damage from graffiti at about €12 million a year, and recorded some 32,000 cases of vandalism across its network in 2024 (Bahnblogstelle, 2025).
  • London’s boroughs spent about £7 million a year on graffiti and its transport companies more than £6 million, before counting the replacement of acid-etched Underground windows, which could add £10 million more. London Assembly anslog de samlede omkostninger til Londons økonomi på over £100 millioner om året (London Assembly, 2002).
  • I USA, et tal på $12 milliarder om året er ofte citeret i politiets vejledning, selvom dens oprindelige beregning ikke er offentliggjort (Weisel, US Department of Justice, 2009). Uanset det præcise beløb, byer, transport agenturer, skoler og små virksomheder alle bære regningen.

Omkostningerne går langt ud over rengøring. Tog og busser tages ud af drift for at blive rengjort, glas ætset med syre skal udskiftes i stedet for vasket, og specialistfjernelse fra gamle sten, mursten og bronze kan beskadige den overflade, det er meningen at redde. På kulturarvsbygninger og monumenter kan en enkelt nat med spraymaling forårsage permanent skade på materialer, der har overlevet i århundreder.

En byarbejder i en hjelm og respirator, der skrubber et graffitimærke af en forsyningsboks på et gadehjørne, i sort og hvidt.
En byarbejder fjerner graffiti på hjørnet af Pike og Harvard i Seattle, 1999. Hver tag koster nogen tid og penge at rengøre. Photo: Seattle Municipal Archives, CC BY 2.0

Hvad det gør ved mennesker

Tung graffiti ændrer hvordan et sted føles. Beboere og besøgende læser det som et tegn på, at ingen har ansvaret: Undersøgelser og feltstudier forbinder konsekvent synlig uorden, herunder graffiti og affald, med større frygt for kriminalitet, lavere tillid til naboerne og en svagere tilknytning til kvarteret (Sampson and Raudenbush, 2004). Folk, der opfatter deres nabolag som uordentligt, rapporterer mere angst, vrede og depression, hovedsageligt fordi uorden skaber mistillid (Ross og Mirowsky, 2009); i en undersøgelse blev det dårligere helbred hos beboerne i ugunstigt stillede kvarterer næsten udelukkende forklaret med opfattet uro og frygt (Ross og Mirowsky, 2001). At ordne steder hjælper: I et randomiseret forsøg i Philadelphia reducerede rengøring og grønnere tomme grunde beboernes rapporter om hærværk med 39 procent og følelsen af usikkerhed ved at gå udenfor med 58 procent (Branas et al., 2018), og reducerede følelser af depression blandt nærliggende beboere (South et al., 2018). Det pres rammer hårdest dem, der ikke kan vælge at flytte væk: ældre mennesker, børn og familier med lave indkomster.

Spreder uorden sig?

I 1982 blev James Q. Wilson og George Kelling argumenterede i The Atlantic for, at synlig uorden, hvis den ikke bliver repareret, signalerer, at ingen bekymrer sig og indbyder til mere alvorlige overtrædelser: “de knuste vinduer”-ideen (Wilson og Kelling, 1982). De stærkeste eksperimentelle beviser kom meget senere. I en række feltforsøg i Groningen, Holland, sammenlignede forskere de samme steder, der blev holdt rene og dækket af graffiti. Med graffiti på væggene steg andelen af personer, der tabte en flyer som skrald fra 33 til 69 procent, og andelen, der stjal en konvolut med en seddel i fra en postkasse, fordobledes fra 13 til 27 procent (Keizer, Lindenberg and Steg, 2008).

Forskningen er omdiskuteret, og det er vigtigt at være præcis med, hvad den viser. Beviserne for, at uorden spreder sig er stærke; beviserne for, at aggressiv politiovervågning af mindre lovovertrædelser reducerer kriminalitet, er meget svagere. En gennemgang af 30 undersøgelser fandt, at uorden-fokuserede strategier reducerede kriminalitet beskedent, og at fællesskabs- og problemløsningstiltag, såsom oprydning på steder og arbejde med beboere, fungerede bedre end masseanholdelser (Braga, walisisk og Schnell, 2015). Det er ikke en lærestreg at straffe hårdere, men at reparere hurtigere og involvere samfundet.

Et tag, der fjernes samme dag, er en afvist invitation. Et tag, der er efterladt i flere måneder, er en accepteret invitation.

Hvad der virker

  • Hurtig fjernelse. Den mest kendte succes er New York Citys metro. Fra 1984 blev en bil, når den var blevet rengjort, holdt ren: ny graffiti blev fjernet inden for to timer eller bilen blev taget ud af drift, så malede tog kørte ikke længere. I maj 1989 var hele flåden fri for graffiti. Amerikanske politivejledninger rapporterer, at hurtig fjernelse reducerer nye graffiti, og mange byer sigter nu mod at fjerne tags inden for 24 til 48 timer, fordi hurtig fjernelse tager belønningen for at blive set (Weisel, 2009).
  • Juridiske vægge og bestilte vægmalerier. Philadelphias Mural Arts Program begyndte i 1984 som Philadelphia Anti-Graffiti Network, der arbejdede med unge graffitimalere til at male vægmalerier i stedet (se nedenfor).Hoteller i nærheden af Mural Arts Philadelphia). Siden da har det skabt mere end 4.000 værker af offentlig kunst med lokale samfund, og er blevet et symbol på byen (City of Philadelphia). Udpegede vægge, hvor kunstnere lovligt kan male, giver talentet et sted uden at påtvinge det alle.
  • Beskyttende design. Antigraffiti-belægninger på sårbare overflader, god belysning, plantning som f.eks. klatreplanter på tomme vægge og veludnyttede offentlige rum gør hærværk vanskeligere og rengøring billigere.
  • Fællesskabsejerskab. Adopter-en-gade ordninger, frivillige oprydningsdage og nemme rapporteringsapps gør beboerne til vogtere af deres egen gade.
Et stort abstrakt vægmaleri i blå lysspor på siden af en bygning ved Schuylkill River i Philadelphia.
Konvergens af Rebecca Rutstein, et bestilt vægmaleri fra City of Philadelphia Mural Arts Program, 2019. Photo: Rebecca Rutstein, CC BY-SA 4.0

At lære børn, hvor kunsten hører hjemme

Børn elsker at tegne på vægge, og den kreativitet er dyrebar. Det, de skal lære, er ikke, at maleri er dårligt, men at en væg tilhører nogen, og at andre mennesker lever med det, vi sætter på den. Skoler, familier og ungdomsgrupper kan:

  • Giv kunsten en plads. Skolevægge, opslagstavler omkring byggepladser, undergange og lokalcentre kan være vært for vægmalerier planlagt af børnene, med tilladelse og et design alle er enige om.
  • Undervis samtykke. Før du maler noget, spørg ejeren og spørg naboerne, der vil se det hver dag. Kunst, der påtvinges mennesker, som ikke har valgt den, er ikke en gave.
  • Vis den anden side. Inviter vagten, buschaufføren eller butiksejeren til at forklare, hvad rengøring af et tag koster dem i penge og tid.
  • Tilbyd en scene. Kunstklubber, skitsebøger, lovlige vægge og konkurrencer om offentlige vægmalerier giver unge kunstnere mulighed for at blive set og være stolte af det.
  • Respekt, at ikke alle ønsker det. Nogle ønsker farver på alle vægge, andre sætter pris på almindelig sten, gamle mursten eller en stille gade. En fælles by har brug for plads til begge dele.
En lang vejtunnel under en jernbane, hvis vægge og loft er dækket fra ende til anden af farverige malede stykker.
Leake Street, en vejtunnel under Waterloo station i London, hvor det er tilladt at male på væggene. Juridiske vægge som denne giver kunstnere en scene uden at påtvinge deres arbejde til folk, der ikke valgte det. Foto: Maggie Jones, offentlig ejendom

Elledninger, pyloner og kabler

Af al den infrastruktur, der former et landskab, er energitransport ofte den mest holdbare. En række stålmaster kan dominere en dal i et århundrede, og et net af luftkabler kan gøre en gade mørk og skjule bygningerne.

![En række højspændingsmaster, der krydser grønne landbrugsjorde og skove i Devon, England.](../../../assets/earth/pylons-south-hams.jpg “Højspændingsmaster, der krydser landskabet i South Hams, Devon. Foto: Lewis Clarke, CC BY-SA 2.0)

Højspændingsledninger er afgørende: De transporterer strøm fra vindmølleparker, solcelleanlæg og kraftværker til de steder, hvor folk bor, og energiomstillingen vil få brug for mange flere af dem. Men hvordan og hvor de bygges, har betydning for de mennesker, der bor ved siden af dem. En undersøgelse af hussalg i Québec fandt, at et direkte syn på en pylon eller dens kabler kunne sænke prisen på et hjem med 5 procent til godt over 20 procent, mens blot at være nær linjekorridoren, ude af syne, ikke gjorde det (Rosenkrantz, 2002.). Pyloner i åbne landskaber og nationalparker er blandt de mest synlige strukturer, som mennesker bygger.

Nedgravning af kabler løser udsigten, men ikke regningen. Underjordiske transmissionskabler koster typisk 5 til 10 gange så meget at bygge som luftledninger (ENTSO-E og Europacable, 2010). Over en hel levetid bliver forskellen mindre: En britisk ingeniørundersøgelse anslår luftledninger til £2,2-£4,2 millioner pr. kilometer mod £10,2-£24,1 millioner for nedgravede kabler, hvor underjordiske kabler er omkring 4,7 gange dyrere i løbet af levetiden på et eksempel (IET og Parsons Brinckerhoff, 2012). Nedgravede kabler er også sværere at reparere og grave en lang grøft gennem jorden og levesteder. For lokale distributionsledninger på gader rapporterer amerikanske forsyningsselskaber, at underjordisk konstruktion koster fem til ti gange mere end nye luftledninger, selvom nedgravede linjer er langt mindre udsatte for storme (Edison Electric Institute, 2013).

Det fornuftige svar er at vælge omhyggeligt: nedgrav ledninger, hvor de krydser de mest værdsatte landskaber og bycentre, placer nye ledninger langs eksisterende korridorer og væk fra boliger, brug lavprofilerede pylondesigns og ryd op i gadekablerne, når veje graves op. I Storbritannien har myndighederne afsat 500 millioner pund til at placere eksisterende ledninger under jorden i beskyttede landskaber. I Dorset blev 22 pyloner revet ned i 2022 efter at 8,8 km ledning var blevet begravet (National Grid, Visuel effektforanstaltning).

![En højspændingsmast med dens kabler sænket og forankret i betonblokke på en indhegnet græsplæne.](../../../assets/initiatives/hackney-cables-dismantled.jpg “Kabler bliver fjernet ved Hackney Marshes, østlige London, i oktober 2008; kort efter var ledningerne og pylonen væk. Foto: sludgegulper, CC BY-SA 2.0)

I mange hurtigt voksende byer er problemet mindre, men tættere på: bundtvis af telefon-, internet- og elkabler trukket mellem pæle og altaner, tilføjet en efter en og aldrig fjernet. De skjuler bygninger, blokerer træer og kan være en brand- og sikkerhedsrisiko.

Et tæt sammensurium af luftkabler og snoede ledninger på en gade i Shanghai.
Luftkabler på en gade i Shanghai. Photo: Jakub Hałun, CC0

Gennemprøvede løsninger

Visuel forurening er ikke en skæbne. Byer, transportvirksomheder og hele lande har ryddet op, ryddet op og lysnet op, og flere har målt hvad der er ændret. Ingen af dem gjorde det ved at bebrejde folk; de gjorde det ved i fællesskab at beslutte, hvad der hører til på en gade, og så holde sig til det.

  • New York City: en ren metroflåde. Fra 1984, når først en metrovogn var blevet rengjort, måtte den aldrig køre med graffiti igen: nye mærker blev fjernet inden for to timer, ellers blev bilen taget ud af drift. By May 1989 the entire fleet was free of graffiti, because painting a train no longer earned an audience (Weisel, 2009).
  • Philadelphia: fra anti-graffiti netværk til open-air galleri. Det, der begyndte i 1984 som Philadelphia Anti-Graffiti Network, der arbejdede med unge graffitiforfattere, er vokset til Mural Arts Philadelphia, der har skabt mere end 4.000 vægmalerier med lokale samfund (se nedenfor).Hoteller i nærheden af Mural Arts Philadelphia; Billeder af Philadelphia). I samme by viste et randomiseret forsøg, at rengøring og grønnere områder reducerede beboernes rapporter om hærværk med 39 procent og følelsen af usikkerhed ved at gå udenfor med 58 procent (Branas et al., 2018).
  • São Paulo: en by, der satte sine egne regler. I 2006 var gaderne i Brasiliens største by dækket af reklametavler og gigantiske opslagstavler, hvoraf mange var sat op illegalt (BBC News, 2006). Its Clean City Law, in force from January 2007, removed outdoor billboards and set size limits for shop signs (Lei 14.223). Omkring 15.000 billboards blev fjernet, og undersøgelser rapporterede at mere end 70 procent af beboerne godkendte det (Adbusters, 2007). Byen lærte også en lektie: tidlige oprydningshold malede over officielt godkendte vægmalerier, og efter protester lavede São Paulo et register over gadekunst, der skulle holdes (Bloomberg, 2008). São Paulo valgte et usædvanligt strengt svar for en usædvanlig overfyldt by; de fleste steder vil foretrække gode regler om størrelse, placering og lysstyrke, hvilket er det, vi støtter på denne side.
  • USA: naturskønne veje. Fire amerikanske stater og mere end 700 lokalsamfund har valgt slet ikke at tillade reklametavler (Scenic America). Mange flere sæt regler om, hvor skilte kan stå.
  • Storbritannien: Pæle fjernet. Tilsynsmyndighederne afsatte 500 millioner pund til at begrave eksisterende kraftledninger i beskyttede landskaber. I Dorset blev 22 pyloner revet ned i 2022 efter at 8,8 km af linjen var lagt under jorden (National Grid).
  • Mange historiske byer begraver luftledninger, når gader genopbygges, og fastsætter regler for størrelse, farve og belysning af skilte i deres centrum.
Gamle New York-metrovogne dækket af malet graffiti, stående på en udendørs jernbanegård.
Graffiti-dækkede metrovogne i en jernbanegård i New York City. Fra 1984 fjernede New York nye graffiti fra rensede biler inden for to timer, og i maj 1989 var hele flåden ren. Photo: GiorgioBertin39, CC BY-SA 4.0

Organisationer, der udfører dette arbejde

Disse nonprofitorganisationer offentliggør, hvad de gør og har resultater, du kan tjekke. Se venligst på deres arbejde, og hvis du gerne vil hjælpe, så overvej at give til dem direkte gennem deres egne hjemmesider. Local Solar System Foundation har ingen tilknytning til nogen af dem og modtager intet fra dem. Læs organisationernes egne årsrapporter og regnskaber, før du giver.

  • Mural Arts Philadelphia (USA; dens fundraising partner, Philadelphia Mural Arts Advocates, er en skattefri non-profit organisation). Skaber offentlig kunst med kvarterer, unge og folk der vender tilbage fra fængsel, og har lavet mere end 4.000 vægmalerier siden 1984.
  • Keep Britain Tidy (Storbritannien, registreret velgørenhedsorganisation 1071737). Arbejder for at stoppe affald og spild, og hjælpe folk med at være stolte over de steder, hvor de bor og arbejder, herunder gennem frivillige oprydninger.
  • Keep America Beautiful (USA, skattefri non-profit). Driv Great American Cleanup og et netværk af lokale tilknyttede selskaber, der organiserer oprydning, forskønnelse og affaldsforskning i hele landet.
  • Scenic America (USA, skattefri non-profit organisation, grundlagt i 1982). Hjælper lokalsamfund med at beskytte naturskønne veje og udsigter, skrive skiltregler og begrave luftledninger.

Sådan kan du hjælpe

  • Anmeld graffiti og skader hurtigt. De fleste kommuner og transportselskaber har apps eller telefonlinjer; hurtig anmeldelse gør hurtig fjernelse mulig.
  • Fjern tags på din egen ejendom straks, eller spørg dit råd om de tilbyder gratis fjernelse.
  • Bliv med eller start en oprydningsdag i din gade, park eller station.
  • Støtte lovlige vægge og bestilte vægmalerier i dit område, planlagt med de mennesker, der vil leve ved siden af dem.
  • Tal med børn om hvor kunst er velkommen, og hjælp dem med at finde en væg, en tegnebog eller et projekt, hvor deres arbejde kan skinne.
  • Støtte til underjordisk anlæg af kabler, når gader graves op, og spørg hvordan nye kraftledninger i nærheden af dig vil blive trukket.
  • Hjælp med at kortlægge det. Bliv frivillig gennem bidragstavlen.

Kilder og yderligere læsning